Studentermedhjælper til materielkoordination i dansk forsvar

dato

Studentermedhjælper til materielkoordination i LanddomæneafdelingenEr du interesseret i at spille en aktiv og central rolle i implementeringen af den tunge brigade i Hæren? Kan du begå dig i databaser og vil du støtte vores sagsbehandling?

Om os
Landdomæneafdelingen er en del af Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab, der blandt andet har til opgave, at implementere det politiske topprojekt med en dansk tung brigade.

Den tunge brigade bliver en højteknologisk, moderne og meget slagkraftig kapacitet, som er vigtig for Danmark og som kan indsættes i NATO-regi til forsvaret af alliancen.

Det er den største materielinvestering i Forsvaret i nyere tid, med betydelig politisk bevågenhed.

Programorganisationen planlægger, styrer og koordinerer indfasningen af de mange forskellige og komplekse kapaciteter, der udgør den tunge brigade.

Du er en del af koordinationselementet i Landdomæneafdelingen (LAN3).

Vi er en kombination af civile og militære medarbejdere, der på kryds og tværs har erfaringer fra både civile og militære stillinger i alle de mulige kombinationer. Vi spænder bredt og bruger hinandens ekspertise til at få hverdagen og implementeringen til at spille sammen. Vores kontor er kendetegnet ved en god og uformel tone, med fokus på resultater og plads til humor.

Programplanen består af en række projekter og delprojekter med leverancer på materiel, etablissement og personale inden for den afsatte økonomi. Og den er det primære styringsredskab for, at kunne levere den tunge brigade til Hæren.

Du kommer ind i billedet på et spændende tidspunkt, hvor programmet netop har færdiggjort den grove planlægning og nu er begyndt at eksekvere opbygningen af den tunge brigade.

Om stillingen
Din overordnede opgave er at understøtte de sagsbehandlere, der er fokuserede på koordination af materielstyring.

Dine konkrete arbejdsopgaver er at:


  • Bidrage til drift af en database over planlagt, bestilt og modtaget materiel. Du importerer og eksporterer data og sikrer en høj datakvalitet.
  • Bidrage til løbende udvikling af databasen og de tilknyttede funktionaliteter. Du indsamler og behandler evalueringer af databasen, og i samarbejde med øvrige materielkoordinatorer deltager du i at udvikle den til at matche nye behov.
  • Bidrage til koordinationen af materielbehov på tværs af afdelingen, herunder bidrage til materielstyring. Du koordinerer tæt med afdelingens enkelte teams, og du har indflydelse på oversættelsen af operative behov til teknisk beskrivelse.
  • Bidrage til koordination eksternt af afdelingen gennem støtte til og deltagelse i møder og arbejde i koordinationsgruppe Materiel. Du deltager ad hoc i fora, hvor der analyseres nye behov, og hvor databasen operationaliseres til bestillinger og leverancer.
Du er en del af et team, hvor faglighed og gode samarbejdsevner er i højsædet, og vi stiller høje krav til os selv.

Du samarbejder med interne og eksterne interessenter og samarbejdspartere inden for Forsvarsministeriets koncern og Forsvarskommandoens område.

Vi sørger for at du får den nødvendige oplæring, og opgaverne kan udvikle sig i forhold til dine kompetencer.

Vi giver dig mulighed for at hæve dine IT-kompetencer gennem relevante kurser.

Dit faste arbejdssted er i Karup J, men der er mulighed for at aftale anden geografi, og du har god mulighed for hjemarbejdsdage.

Om dig
Du har gode IT-brugerkompetencer inden for Microsoft Access, Excel og PowerPoint.

Du arbejder selvstændigt og målrettet med et blik for det økonomiske aspekt.

Du har flair for detaljer og datakvalitet.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomsten med HK-STAT og OAO med en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Det er en forudsætning at du kan dokumentere at være aktivt studerende under din ansættelse.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Peter Faurholt-Nielsen ved Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab på telefon 728 147.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Karin Dupont på telefon 3266 5188.

Send din ansøgning, CV og dit indskrivningsbevis snarest og senest 6. juni 2025.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.

Læs mere om Forsvarsministeriet som arbejdsplads på www.fmn.dk





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej, Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-06-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/274c543c-e58c-4664-894c-37e04edf5d69

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet