Skarp sagsbehandler på niveau 1 til udvikling af Forsvarets luftvarslingskapaciteter og luftmilitære Kommando- og Kontrolsystemer

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du stor indsigt i radarsystemer samt erfaring og viden inden for luftmilitær Kommando og Kontrol?

Er du udviklingsmæssig funderet og kan du lide at tage styring, så er jobbet som luftvarslingssagsbehandler i Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab lige noget for dig.

Om os

Programsektion 2 (STY4) er en del af Udviklings- og Planlægningsstabens Styringsafdeling (STY), og består af et Sømilitært og et Luftmilitært element. Sektionens hovedopgave er at varetage projekt- og programstyringsansvaret for udviklingsprojekter vedrørende luftmilitære og maritime kapacitetsudvikling – STY4 bidrager derigennem til design af fremtidens forsvar. I praksis leder, styrer og koordinerer sektionen udviklingsprojekter gennem program- og projektorganisationer og har derigennem det overordnede ansvar for udarbejdelse af styringsdokumenter og produkter relateret til anskaffelse, opdatering og implementering af luftmilitære og maritime kapaciteter samt sikre fremdrift.

STY4 har derfor en bred berøringsflade på tværs af kommandoer og stabe internt i Forsvaret over til eksterne styrelser og myndigheder, hvor særligt samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse udføres på daglig basis.

STY4 er kendetegnet ved udpræget grad af professionalisme, høj faglighed og en visionær tilgang til udviklingen af Forsvarets luftmilitære og sømilitære kapaciteter.

Om stillingen

Du vil blive en del af det Luftmilitære Programstyringselement (STY4 LUFT), hvor du sammen med engagerede kollegaer skal styre, lede og koordinere programmer og projekter relateret til udvikling, anskaffelse og implementering af Forsvarets luftmilitære kapaciteter.

Din primære opgave vil være at varetage udviklingsaktiviteter for alle Forsvarets luftvarslingskapaciteter, hvor der netop er besluttet at anskaffe flere større luftvarslingskapaciteter – vi kan derfor garantere et omfangsrigt og spændende indhold i stillingen.

Du vil blive involveret i de enkelte udviklingsaktiviteter i hele deres livscyklus lige fra idéfase over etablering af et projekt til afslutning af projektet, og du vil have forskellige roller i de respektive faser. I de indledende faser vil du typisk støtte andre sektioner eller afdelinger i staben med din tekniske og/eller operative indsigt, mens du i de efterfølgende faser har ansvaret for etablering og gennemførelse af projekter og programmer. I praksis vil du bl.a. skulle bidrage til udarbejdelse af analyser og business cases samt, som ansvarlig for styring og koordinering af projekter og programmer være en drivende kraft i projektgrupper, arbejdsgrupper, mødefora m.v. på tværs af koncernen. Du vil således have en helt central rolle i sikring af, at projekter bliver ført ud i livet til størst mulig gavn for de operative brugere.

Ud over det projektorienterede arbejde vil du desuden varetage sektionens generelle sagsbehandling af luftvarslingsområdet, der bl.a. omfatter deltagelse i kapacitetsmøder med Flyverkommandoen og Air Control Wing, samt sparring med øvrige sektioner og afdelinger i staben om emner relateret til sagsområderne.

Yderligere vil du afhængig af kompetencer blive inddraget i relevante luftmilitære Kommando- og Kontrol projekter; primært dem der relaterer sig til luftvarsling.

Om dig

Du er kaptajn og har enten operativ eller teknisk baggrund fra Air Control Wing. Du er nysgerrig af natur og du formår hurtigt at sætte dig ind i komplekse luftmilitære kapaciteter.

Vi lægger vægt på, at du er stærk inden for kompetencerne: samarbejde, planlægning, helhedsorientering, styring og initiativ, da disse ses som særligt vigtige for dit virke som luftvarslingssagsbehandler i STY4. I praksis betyder det, at du arbejder systematisk, kan identificere sammenhænge og udnytte opståede muligheder i et dynamisk miljø, samt er god til at etablere og vedligeholde relationer på tværs af koncernen.

Ydermere er du selvkørende og handlekraftig ift. planlægning og igangsættelse af leverancer, og du trives med at interagere med medarbejdere og chefer på højere niveau i en politisk styret organisation. Sagsbehandlererfaring på NIV I og II vil således være en fordel, men ikke et absolut krav.

Erfaring med og interesse for projekt- og programledelse vil ligeledes være en fordel, da dette udgør en væsentlig del af stillingen, men igen ikke et absolut krav.

Du trives i et til tider dynamisk miljø med korte tidsfrister, hvor der løbende opstår nye udfordringer – med andre ord - du skal besidde stor omstillingsparathed.

Hvis du er civil på tilsvarende niveau, eksempelvis med en uddannelse som civilingeniør, og du har en teknisk forståelse samt en generel interesse for radarteknologi og Flyvevåbnet, så kan du også komme i betragtning. I det tilfælde er det en forudsætning, at du hurtigt formår at tillære dig Forsvarets ”sprog”, organisation og processer mm.

Tjenesten i sektionen vil være foreneligt med gennemførelse af videreuddannelse, f.eks. MMS.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajnløjtnanter/kaptajner.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer samt blåt bevis.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende chef for den Luft- og sømilitære programsektion, major Jarl Købsted på telefon 2251 7722.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent, Thomas G. Hansen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 7281 9938 eller på mail FPS-THH@MIL.DK.

Stillingen er til besættelse snarest mulig og ansøgningsfristen er søndag den 14. april 2024.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i den efterfølgende uge.

Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor FOKUS, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej , Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6020211

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet