BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du lide at implementere fremtidens digitale løsninger inden for det landmilitære område? Brænder du for taktisk kommunikation? Er du selvstændig og villig til at tage ejerskab af komplekse projekter? Kan du holde mange bolde i luften og koordinere på tværs af hele Forsvaret og med andre styrelser, samt besidder gode samarbejdsevner? Så kan du være den sagsbehandler, vi søger til Efterretnings og Føringsstøtteelementet i Projektstyringssektion 3.
Om os
Projektstyringssektion 3 (STY 3) er en del af den værnsfælles Styringsafdeling, der indgår i Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarsstaben. Sektionen består af i alt 23 medarbejdere fordelt på fire elementer, der varetager udviklingsopgaver i rammen af programmer og projekter med fokus på implementering af disse. Derudover støttes i forhold til mere tværgående landmilitære og specialoperations relaterede udviklingsopgaver.
Sektionen består af en sektionschef (oberstløjtnant), en souschef (major), fire elementledere (major) samt 17 sagsbehandlere fordelt på fire elementer primært på kaptajn- og majorniveauet.
Stillingen er en del af Efterretnings- og Føringsstøtteelementet (STY3C). STY3C har ansvaret for operationaliseringen af kapacitetsudviklingen af landmilitære efterretnings- og føringsstøttekapaciteter samt en række værnsfælles kapaciteter. STY3C har ansvaret for processen fra beslutning om at iværksætte et projekt til implementering, herunder den tværgående koordination mellem styrelser og myndigheder. Derudover indgår STY3 i faglige (tværgående) fællesskaber i UP staben, for at bidrage til strategier og forligsrelaterede produkter samt øvrige processer, der føre til beslutning om at iværksætte projekter.
Elementet varetager implementering af programmer og projekter, der primært er relateret til efterretnings- og føringsstøttekapaciteter, men varetager også implementeringsopgaver inden for det værnsfælles område. Derudover behandler elementet enkeltsager og udarbejder notater og analyser, der er væsentlige for efterretnings- og føringsstøttetroppernes udvikling på kort og mellemlang sigt. Der vil derfor være en bred berøringsflade til respektive kommandoer, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt andre dele af Forsvaret.
Samlet set vil du opleve en alsidig og lærerig hverdag, hvor du bliver en del af et dynamisk og fleksibelt team bestående af dygtige og engagerede kollegaer, der levere varen i et godt arbejdsklima, hvor samarbejde og frihed under ansvar i opgaveløsningen er i fokus.
Om stillingen
Der søges en sagsbehandler, der konkret skal kunne indgå i det team, som er ansvarlig for digitaliseringen af Hæren, med fokus på CIS og føringsstøtte på de højere taktiske niveauer. Derudover bør du have en faglighed inden for CIS og operativ IT, som gør det muligt, at samtænke løsninger og projekter på tværs af niveauer, tjenestespecialer, værn og kommandoer. Det er ønskeligt, at du specifikt har en høj faglighed inden for kommunikationsområdet.
Du vil skulle tage ejerskab for såvel processer som produkter, og du vil have en central rolle i de teams, der er ansvarlig for projekterne. Herunder løbende koordination primært med Hærkommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, men også med øvrige kommandoer og styrelser.
Du vil i stillingen få ansvaret for forskellige CIS relaterede projekter og vil derudover få ansvaret for at bidrage med faglighed inden for prioriterede sagsområder, med fokus på hvorledes operative krav designer projekterne, og hvorledes beslutninger implementeres.
Du vil i stillingen få ansvaret for den generelle faglighed inden for sagsområder omkring SATCOM, TACSAT, ECM og forsvarets taktiske radioer, samt deltage i diverse møde fora og koordinations- og arbejdsgrupper med henblik på opretholdelse af udvikling og vidensdeling idenfor disse.
Du vil endvidere komme til at bidrage til den generelle udviklingsvirksomhed, der gennemføres i rammen af Udviklings- og Planlægningsstaben, hvor du afhængigt af din baggrund skal bidrage til udviklingsstrategier, koncepter, notater og analyser, som belyser og prioriterer den ønskede fremtidige projektnære (konkrete) udvikling af operative kapaciteter på CIS og føringsstøtteområdet indenfor doktrin-, organisation- og teknologiområdet.
Du vil referere til elementlederen i STY3C, men der vil også være projekter, hvor du vil samarbejde direkte med chefniveauet i såvel projekt- som basisorganisationen. Derudover vil du blive en del af et kollegialt team, hvor hverdagen er præget af mangeartede og ofte komplekse sager, der kræver en grundig sagsbehandling og koordination på tværs af Forsvaret. De primære samarbejdspartnere i funktionen vil være Hæren, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt øvrige kollegaer i Udviklings- og Planlægningsstaben. Du vil således have en bred vifte af relationer rundt i Forsvaret samt styrelser under Forsvarsministeriet, hvilket kræver en høj grad af selvstændighed i det daglige virke.
Opgaverne er mangeartede og vil give dig et bredt indblik i Forsvaret som helhed og i Hæren i særdeleshed. Stillingen ses at give dig rigtig gode muligheder for at udvikle dine evner inden for helhedsorientering, projektledelse og samarbejde.
I stillingen vil der være rejseaktivitet, herunder materieludstillinger samt projektmøder. Arbejdet er fleksibelt og hjemmearbejde anvendes som et aktiv i forøgelsen af elementets effektivitet samtidig med, at der opretholdes en god ”work-life” balance.
Om dig
Du er chefsergent eller en erfaren seniorsergent, der er egnet til udnævnelse.
Du har både operativ og teknologisk forståelse og du kan identificere (nye) løsninger på komplekse problemer. Du er selvstændig og trives med at løse mange, varierende og komplekse opgaver. Samtidigt har du gode samarbejdsevner og evner at pleje og udvide dit netværk.
Du bør have et bredt kendskab til Hærens organisation, virke og opgaveløsning, og det er en fordel, hvis du har erfaring med projektledelse.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling på niveau II eller niveau III, da du i stillingen vil have god mulighed for at udvikle dig inden for sagsbehandling.
Du har interesse i at udvikle dig i bred forstand, herunder i forhold til projektledelse og generel stabsvirke samt i samarbejdet på tværs af værn og styrelser.
Det afgørende er derfor, at du har en høj faglighed, er analytisk tænkende samt formår at danne dig et hurtigt overblik over omfattende sager og hurtigt og sikkert at identificere de afgørende elementer. Din skriftlige formidlingsevne er præget af klarhed og præcision, og du overholder terminer uden at gå på kompromis med dine høje kvalitetskrav.
Du er åben, imødekommende og besidder evnen til at skabe gode samarbejdsrelationer, arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø.
Som person er du dedikeret, engageret og ser muligheder frem for begrænsninger. Du er villig til at lære, er iderig og bryder med vanetænkning ved at udfordre eksisterende koncepter og løsninger uden at miste realitetssans og fodfæste.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en chefsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en seniorsergent med et godt udviklingspotentiale.
Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre og relevant uddannelseskrav. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til chefsergent kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos oberstløjtnant Lars Brøndahl Henriksen (sektionschef) på telefon 9133 5077 el. major Jim Dinesen (elementleder) på telefon 9132 6192.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BDY@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 30. august 2023 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse 1. oktober 2023.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Karup, Herningvej 30, Kølvrå, 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=185077&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5892485