Sagsbehandler i maritim implementeringssektion søges til at styrke Danmarks forsvar

dato

Vil du være med til at styrke Danmarks forsvar i en tid, hvor Europas sikkerhed er udfordret som aldrig før siden Den Kolde Krig? Har du indsigt i maritime kapaciteter og en analytisk tilgang til komplekse problemstillinger? Og vil du være en del af et professionelt og dynamisk team, der arbejder med at udvikle eksisterende og implementere fremtidige maritime kapaciteter, som skal sikre Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og bidrage til alliancens kollektive forsvar? Så er stillingen som sagsbehandler i Maritim Implementeringssektion måske noget for dig.

Om os
Maritim Implementeringssektion (MAR2) er en del af Udviklings- og Planlægningsstabens Maritime Domæneafdeling i Forsvarsstaben og spiller en central rolle i udviklingen og implementeringen af Forsvarets maritime kapaciteter. Sektionen har ansvar for at koordinere og styre projektimplementering såvel i relation til forsvarsforligsinitiativer som løbende udvikling af eksisterende sømilitære kapaciteter. Den opgave løser vi i et tæt samspil med Søværnskommandoen, Forsvarets øvrige kommandoer, styrelser og internationale partnere. Samtidig støtter vi øvrige dele af Forsvarskommandoen med sømilitær faglighed.

I lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa og den intensiverede stormagtskonkurrence har Forsvaret et afgørende behov for robuste, moderne og fleksible maritime kapaciteter. Erfaringerne fra krigen i Ukraine understreger vigtigheden af hurtig implementering af ny teknologi, adaptiv kapacitetsudvikling og effektive kommando- og kontrolstrukturer. MAR2 arbejder aktivt med at omsætte disse erfaringer til konkrete projekter, der skal styrke Danmarks sømilitære forsvarsevne.

Vores sektion er kendetegnet ved en høj grad af professionalisme, en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø, hvor faglighed, ordentlighed og samarbejde vægtes.

Om stillingen
Stillingen er slået bredt op som civil og militær stilling.

Som sagsbehandler i MAR2 vil du spille en nøglerolle i implementeringen af Forsvarets maritime udviklingsprojekter.
Du vil være ansvarlig for at omsætte politiske beslutninger til operationelle initiativer, der sikrer implementeringen af de rigtige kapaciteter til tiden. Netop tiden er en afgørende faktor i opbygningen af kampkraft i Søværnet og Forsvaret, og du skal derfor være indstillet på en dynamisk hverdag, hvor der hurtigt skal kunne omstilles mellem dybde og meget korte terminer.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Udarbejdelse af implementeringsplaner, beslutningsgrundlag til maritime kapaciteter.
  • Løbende opfølgning på implementeringsprojekter og rapportering til relevante kommandoer og myndigheder.
  • Bidrage til udviklingen af fleksible og fremtidssikrede helstøbte løsninger, der tager højde for nye trusler og teknologiske muligheder.
  • Støtte til udvikling af maritime strategier, herunder konceptudarbejdelse og internationale udviklingsfora.
  • Inddragelse af erfaringer fra aktuelle konflikter, særligt Ukraine, for at sikre en tidssvarende og dynamisk tilgang til kapacitetsudvikling.
Du vil indgå i et dynamisk team med stor mulighed for selvstændig opgaveløsning. Vi har en bred berøringsflade, både nationalt og internationalt. Vi arbejder tæt sammen med Forsvarsministeriets departement, Forsvarsministeriets styrelser, værn og kommandoer samt industrien og internationale organisationer. En vis rejseaktivitet kan forventes.

Om dig
Vi forestiller os at du har en akademisk baggrund og eventuelt har erfaring med projektledelse. Hvorvidt du er teknisk eller taktisk orienteret eller har en anden relevant profil er mindre vigtigt. Det er en fordel, hvis du har en solid maritim baggrund eller indsigt.

Vi vægter din evne til at arbejde analytisk og struktureret, samt din vilje til at tage ansvar for at drive projekter og initiativer fremad. Du kan administrere procesoptimering og har forståelse for kapacitetsudvikling.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har gode kommunikative evner og kan formidle komplekse problemstillinger kort, klart og præcist.
  • Arbejder selvstændigt og proaktivt.
  • Er fleksibel og kan håndtere et dynamisk arbejdsmiljø med skiftende prioriteringer og korte terminer.
  • Har en interesse for sikkerhedspolitik og de udfordringer, Danmark og NATO står overfor.
  • Såfremt du har erfaring med stabstjeneste eller projektledelse er det en fordel, men ikke et krav.
Har du erfaring fra international stabstjeneste eller NATO-relaterede funktioner, er det ligeledes en fordel, men ikke et krav.

Vil du være med til at forme fremtidens søværn og styrke Danmarks forsvar i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed? Så send din ansøgning til Maritim Implementeringssektion.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Karup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende chef for MAR2, Henrik Sandager, på telefon 4032 2602 eller mail FKO-U-MAR202@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 25. august 2025. Vi forventer at afholde samtaler snarest herefter.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej, Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/c0440bda-1c27-4896-bc57-f4719af21d85

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet