Projektleder til styring af Danmarks kommende maritime patruljefly i Forsvarskommandoen

dato

Har du solid erfaring med projektstyring i en offentlig myndighed, og motiveres du af at skabe struktur og fremdrift i komplekse, højt prioriterede anskaffelser? Vil du være med til at opbygge rammerne for en helt ny national kapacitet? Vi søger en akademisk projektleder, der vil få en central rolle i et nyetableret team på i alt 6 medarbejdere, som på øverste niveau i Forsvaret styrer udrulningen af Danmarks kommende maritime patruljefly. Dit fokus bliver de vitale spor inden for materiel, it-integration og etablissement.

Om os
Du vil blive en del af Udviklings- og Planlægningsstabens Air-Domæneafdeling (AIR). Vores hovedopgave er at implementere forligsinitiativer, der vedrører luftmilitære kapaciteter. Vi koordinerer, synkroniserer og styrer komplekse implementeringsforløb i tæt samarbejde med øvrige interessenter i og uden for Forsvaret. AIR er også Udviklings- og Planlægningsstabens faglige eksperter på det luftmilitære område, hvilket betyder, at vi laver generel luftmilitær sagsbehandling og bidrager til luftmilitær kapacitetsudvikling.

Vi er bevidste om den kritiske sikkerhedspolitiske situation og kæmper for at implementere helstøbte kapaciteter, der kan levere den nødvendige kampkraft – hurtigt. Vi stræber efter proaktivt at udarbejde analyser og anbefalinger af høj kvalitet, der tilsikrer fremdrift i projektet. Vores omgangstone er uformel, engageret og professionel. Vi støtter hinanden på tværs af projekter og sagsområder gennem vidensdeling og sparring.

Om stillingen
Som vores nye projektleder bliver du en integreret del af et dedikeret styringsteam. Mens dine militære kolleger fokuserer på de operative og personalemæssige spor, får du det overordnede sagsbehandleransvar for at drive, koordinere og kvalitetssikre projektelementerne inden for materiel, it og etablissement. Du sikrer den langsigtede planlægning og det nødvendige myndighedsbidrag, så infrastrukturen, it-systemerne og logistikken er på plads til modtagelsen af flyene.

Du får en bred grænseflade og skal fungere som det primære bindeled til de understøttende myndigheder indenfor levering af materiel, it og etablissement.

Dine primære opgaver bliver at:

  • Sikre projektfremdrift: Monitorere og styre leverancer, tidsplaner og risici inden for it-integration, materiel og fysiske rammer/etablissement.
  • Koordinere myndighedsbidrag: Omsætte tekniske og bygningsmæssige krav til strukturerede beslutningsoplæg til styregrupper og øverste ledelse.
  • Interessentstyring: Drive det tætte, tværgående samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK).
  • International koordinering: Bidrage til afdækningen af fælles infrastrukturelle og logistiske løsninger med vores NATO-allierede. Du skal forvente en mindre mængde rejseaktivitet i forbindelse med projektmøder i ind- og udland.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau. Det er afgørende, at du har erfaring med projektstyring eller programledelse i en offentlig myndighed eller en politisk styret organisation. Du forstår mekanismerne i offentlig administration og formår at navigere sikkert i processer med mange interessenter.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller interesse for komplekse tekniske anskaffelser, it-infrastruktur eller større anlægs- og etableringsprojekter, men det vigtigste er din metodiske værktøjskasse inden for projektledelse.

For at få succes i stillingen er det vigtigt, at:

  • Du arbejder struktureret, analytisk og formår at bevare overblikket i et dynamisk projektmiljø, hvor rammerne løbende modnes.
  • Du har stærke samarbejdsegenskaber og trives med at arbejde i et team, der forener civile akademiske og militære fagligheder.
  • Du besidder stor personlig gennemslagskraft og formår at skabe retning og opfølgning på tværs af organisatoriske skel.
  • Du formulerer dig fejlfrit og præcist på dansk og begår dig ubesværet på engelsk i skrift og tale.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Karup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte major Klaus Pørtner Toft ved Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab på telefon 4110 6779.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulenter:

  • Mia Backhausen på mobil 3266 5574 (i uge 31 og 32)
  • Birgit Jepsen på mobil 3266 5811 (i uge 30 og 33)
Ansøgningsfristen er den 16. august 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt efter aftale.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSKOMMANDOEN
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.

Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.

Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej 30-, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/fa4c14cd-5625-4434-9729-20d3f6bc6160

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler