Overlund Skolegrund solgt for over 10 millioner kroner

Nogenlunde sådan kommer Overlund Skolegrund til at se ud, når projektet er endelig gennemført.
dato

Onsdag aften nikkede byrådet ja til salget af Overlund Skolegrund. Køberen er ni lokale virksomheder, der samlet betaler 10,4 millioner kroner for grunden

Godt 18.000 kvadratmeter grund centralt beliggende i Overlund er en attraktiv vare. Det kan Viborg Kommune konstatere efter at have haft Overlund Skolegrund i udbud.

Onsdag aften godkendte byrådet således et betinget salg af grunden til en købergrupper af ni lokale virksomheder til en pris på 10,4 millioner kroner, hvilket er mere end grunden var vurderet til.

"Jeg er glad for den interesse, der har været for Overlund Skolegrund, hvor flere mulige købere har vist interesse. Men jeg er også meget tilfreds med, at køberen blev ni lokale virksomheder. Ikke mindst fordi det projekt, som blev præsenteret, er i overensstemmelse med vores visionsplan og opfylder de centrale krav til udviklingen af området, siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.

Projektet indebærer opførelsen af tre boligklynger med tæt-lav- og etageboliger, indre grønne gårdrum, et gennemgående stisystem og et centralt bytorv. Den eksisterende skolebygning fra 1954 bliver bevaret og omdannet til boliger og fælleshus. Desuden vil der blive etableret et orangeri i de grønne gårdrum inklusiv den tidligere skolegård.

Flere grønne områder
Projektet har stor vægt på bæredygtighed.

Blandt andet grundet en bebyggelsesprocent på cirka 47 procent, anvendelse af bæredygtige materialer, reduceret parkeringskrav til 1 p-plads pr. bolig og grønne områder med regnvandshåndtering samt en strategi for bevarelse af træer på grunden.

- Det er vigtigt, at bæredygtighed har en central plads, når der planlægges nye boligområder i Viborg Kommune. Både fordi det er vigtigt i forhold til klimaet, og fordi det helt enkelt gør området mere attraktivt for kommende beboere, siger Ulrik Wilbek.

I forbindelse med købet skal der udarbejdes en ny lokalplan. Det sker efter sommerferien med forventet politisk behandling ultimo 2024 og offentlig høring primo 2025. Den endelige vedtagelse af lokalplanen forventes medio 2025, hvorefter salget og overdragelsen af grunden vil finde sted.

Fakta om salget af Overlund Skolegrund

  • Overlund Skolegrund (Skolevej10, 8800 Viborg) har været i offentligt udbud fra den 5. januar til den 8. marts 2024 med henblik på omdannelse af ejendommen til boligformål.
  • Ejendommen blev udbudt som et projektudbud, hvor tilbudsgivere skulle indsende både et købstilbud og et projektforslag for udviklingen af ejendommen.
  • Visionsplanen for Overlund Skolegrund har dannet grundlag for de arkitektoniske og bymæssige udbudsvilkår i prospektet, som tilbudsgiverens projekt har skullet opfylde.
  • Lokale beboere i Overlund har været involveret i udarbejdelse af visionsplanen bl.a. gennem deltagelse i et borgerpanel.
  • Køber af ejendommen er en købergruppe på ni lokale virksomheder. Den største andel af ejerskabet får Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning ApS, der kommer til at eje 20 procent.
  • Salgsprisen er 10.430.200 kroner eksklusiv moms.
Kilde: Viborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.