Landmænd, rådgivere, forskere og medarbejdere fra Viborg Kommune var samlet på Foulumgård ved AU Viborg, da årets markdag satte fokus på den nyeste forskning inden for jord, vandmiljø og klima.
Gennem oplæg, markvandringer og faglige diskussioner fik deltagerne mulighed for at opleve forskningen på tæt hold og gå i dialog med forskerne om aktuelle udfordringer og løsninger. Målet var at bringe ny viden tættere på dem, der skal omsætte den til praksis.
Dagen begyndte med oplæg om jordsundhed og den kommende europæiske Soil Monitoring Law. Herefter gav geolog Kara Kopp Christensen fra Viborg Kommune et lokalt perspektiv på grundvand og drikkevandsbeskyttelse.
Efterfølgende rykkede deltagerne ud i marken, hvor en række faglige stationer gav indblik i aktuelle forskningsprojekter og forsøg. Her kunne deltagerne blandt andet høre om biokul som redskab til kulstoflagring, vådområder og lavbundsprojekter, flerårige afgrøder, pesticidovervågning, nitratudvaskning, jordpakning og jordens frugtbarhed.
Markdagen var arrangeret i samarbejde mellem DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Institut for Agroøkologi, AU Viborg og Viborg Kommune. Arrangementet er samtidig et eksempel på det styrkede samarbejde mellem AU Viborg og Viborg Kommune, som skal bringe forskning, uddannelse, erhverv og myndigheder tættere sammen om den grønne omstilling.
For arrangørerne handler markdagen ikke kun om at formidle forskningsresultater. Den giver også mulighed for at høre spørgsmål, erfaringer og udfordringer fra dem, der arbejder med landbruget til daglig.