Kan se dig selv som instruktør med ansvar for uddannelsesplanlægning og kursusvirksomhed i Jylland? Så er du måske vores nye kollega i uddannelsessektionen ved Center for Militær Fysisk Træning.
Om os
Forsvarets Sanitetskommando sikrer soldatens helbred og er ansvarlig for sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, samt driver Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Vi rekrutterer og uddanner sundhedsfagligt personel til at tage sig af danske soldater i nationale og internationale operationer.
Center for Militær Fysisk Træning er Forsvarets kompetencecenter inden for træningsfysiologi, militær fysisk støtte og uddannelse.
Vi har en værnfælles struktur med erfarne medarbejdere, både civile og militære, der besidder kompetencer inden for fysisk træning, fysioterapi, uddannelse og meget mere. Centeret uddanner enkeltmand og enheder i blandt andet forebyggelse af skader, restitution, belastningsstyring, træning i konceptet for militær fysisk træning, samt korrekt anvendelse af soldatens udstyr.
Rundt i landet har vi, på flere arbejdssteder, militærfysiske støtteteams som består af en træningsvejleder og en fysioterapeut.
Vi har en målsætning om, at alle soldater skal kunne leve op til de gældende operative fysiske anbefalinger. Med det mener vi, at soldatens fysik skal kunne modsvare den konkrete arbejdsbelastning.
Vores mål er, at Forsvarets personale skal besidde viden, færdigheder og kompetencer til at fremme egen og kollegers robusthed og fysisk parathed igennem målrettet træning.
Om stillingen
Du kommer til at være ansvarlig for den overordnede koordinering af Forsvarsakademiets strukturelle uddannelser i Jylland, konkret drejer det sig om de tre værns sergentskoler samt kursusvirksomhed i Jylland.
Du koordinerer og samarbejder med Uddannelsessektionen på Center for Militær Fysisk Træning, men planlægger, tilrettelægger og udfører den fysiske træning i samspil med øvrige lærere og støtte fra uddannelsessektionen. Du bliver en del af et team på 12 medarbejdere i uddannelsessektionen på Center for Militær Fysisk Træning.
Dine arbejdsopgaver er blandt andet at:
- Planlægge, tilrettelægge og gennemføre den militære fysiske træning
- Gennemføre den praktiske træning
- Understøtte sergentskolerne i forbindelse med kurser inden for militær fysisk træning
- Agere direkte kontaktpunkt for lærer/instruktører på skolerne i form af særskilte behov og generel koordination
- Støtte uddannelsessektionen i kursusvirksomhed, og uddannelse på tværs af skoler
- Deltage i seminarer etc. efter anmodning.
Om dig
Vi søger en dygtig og erfaren fysioterapeut med undervisningserfaring til at være bindeled til Forsvarsakademiets strukturelle mellemlederuddannelser i Jylland.
Du er uddannet fysioterapeut og har måske også en bachelor i idræt, eller anden relevant uddannelse, som du kan bringe i spil.
Du agerer som rollemodel i din hverdag og kan motivere dine kollegaer, og du er dygtig til at omsætte din viden og erfaring inden for både planlægning og den praktiske udførelse.
Uanset dit faglige niveau, er det vigtigt, at du kan omsætte evidens til ”best practice” og gør det anvendeligt for kursister og elever.
For at trives i stillingen, er det vigtigt at:
- Du er en tydelig kommunikator, som kan udtrykke sig kort og klart såvel i tale som på skrift
- Du er en dygtig underviser og formidler, der evner at gøre sit fag konkret og relevant for kadetterne
- Du har erfaring med at samarbejde med kolleger med vidt forskellige baggrunde, hvor gensidig respekt er en naturlig forudsætning for samarbejdet
- Du har et helhedssyn og kan håndtere flere opgaver samtidigt uden at miste overblikket
- Du er god til at analysere og løse, til tider komplekse, problemstillinger
- Du har en høj grad af mobilitet og er indstillet på nogen rejseaktivitet, da din opgaveløsning ligger flere steder
Afhængigt af erfaring må du forvente efteruddannelse, herunder deltagelse i centrets egne kurser og sidemandsoplæring i en kortere eller længere on-boarding periode.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Flyvestation Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte chef for uddannelsessektionen på Center for Militær fysisk Træning kaptajn Thomas Lund på telefon 8144 1230 eller på e-mail: FSK-C-CHU@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt.
Ansøgningsfristen er 19. september 2025. Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Karup, Herningvej, Kølvrå, 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/59af58d1-7cae-43db-b37b-4d2041afc27b