Flyvestation Karup: Næstkommanderende til Operationssektionen i Joint Movement & Transportation Organization (JMTO)

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet


Vil du være med til at sætte dit præg på en værnsfælles myndighed i rivende udvikling og en sektion, der konstant løser operative opgaver til gavn for hele Forsvaret?

Om os

Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) er Forsvarets strategiske transportmyndighed, som er hjemmehørende på Flyvestation Karup.

Operationssektionen er en del af staben i JMTO og består af dedikerede og fagligt dygtige kollegaer, som dagligt indsætter transporter overalt i verden for hele Forsvaret. Sammen med opgaveløsningen er trivsel, engagement, selvstændighed og godt humør et omdrejningspunkt i sektionen.

Vi tilstræber hele tiden at dygtiggøre os og udvikle os som mennesker, så vi kan bidrage til den bedste løsning af opgaverne.

Om stillingen

Du bliver næstkommanderende i Operationssektionen med professionelle og engagerede kollegaer, der stiller krav til såvel dig som hinanden. Operationssektionen består af forskellige elementer, der løser opgaver inden for lufttransport, personeltransport, diplomatiske tilladelser, landevejstransport og godstransport godt støttet af et koordinationskontor.

Til dagligt vil du i samarbejde med koordinationskontoret være ansvarlig for aktivitetsplanlægning, herunder intern arbejdsfordeling, ferieplanlægning og opretholdelse af tilkaldevagter. Endvidere tilrettelæggelse af uddannelse og kurser for sektionens medarbejder, samt varetagelse og koordination af møder med såvel interne som eksterne samarbejdspartner.

Din hverdag vil foregå i et kontormiljø i Karup, men der er mulighed for hjemmearbejdsdage og afvikling af friheder, når du har brug for det.

Vi bestræber os på løbende at besøge de rejsende enheder i Forsvaret, vi støtter, samt vores civile samarbejdspartnere, så vi hele tiden kan optimere vores løsning af opgaverne.

Du gennemfører selvstændig sagsbehandling i forbindelse med projekter, som du tildeles ansvaret for eller bidrager til. I stillingen vil du opleve afvekslende opgaver med stor grad af handlefrihed.

Stillingen er ledig, da vores nuværende næstkommanderende Nikolaj fremover skal beskæftige sig med et andet spændende område i JMTO Operationssektion. Nikolaj har tidligere arbejdet i JMTO PLANS-sektion samt gjort tjeneste for JMTO i Eindhoven i en årrække.

”NK i OPS er en meget spændende stilling med varierende og mangeartede opgaver. Jeg har været utrolig glad for at arbejde i stillingen og giver den mine varmeste anbefalinger,” siger Nikolaj.

Rejse- og mødeaktivitet uden for normal arbejdstid kan forekomme, men vil være i begrænset omfang.

Du vil have mulighed for at kombinere jobbet med et sideløbende studie, såfremt du er under uddannelse eller har ønsker om dette i den nærmeste fremtid.
Der vil på sigt være mulighed for avancement internt i organisationen.

Vi kan tilbyde dig et spændende, uformelt og fagligt arbejdsmiljø samt et rigtig godt kollegialt sammenhold, hvor der er plads til fleksibilitet for den enkelte kollega.

Om dig

Du er udnævnt kaptajn og må gerne være i gang med en MMS eller andet studie.

Du har gode samarbejdsevner samt en pragmatisk tilgang til opgaveløsningen og kan lide at bringe disse kompetencer i spil. Du har en positiv tilgang til dagligdagen, du kan arbejde selvstændigt og struktureret samt gerne løse flere opgaver på en gang. Du har interesse for at lære samt arbejde med godstransport i Forsvaret i tæt samarbejde med civile samarbejdspartnere.

Du har gode kommunikationsevner og behersker engelsk i skrift og tale.

JMTO er en værnsfælles myndighed, så du kan have baggrund i enten Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Nuværende næstkommanderende på tlf.: 4173 2552 eller mail: JMTO-O-NK@mil.dk.
Alternativt chefen for Operationssektionen på tlf.: 4173 2516 eller mail: JMTO-O-CH@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, Camilla Boye, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf.: 7281 9192 eller mail FPS-CAB@mil.dk.

Samtaler forventes gennemført løbende med forventning om ansættelse fra 1. oktober 2023, eller efter aftale.

Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen

OM JOINT MOVEMENT AND TRANSPORTATION ORGANISATION
Joint Movement & Transportation Organization er Forsvarets strategiske transportmyndighed.
Vi leverer transport- og terminalløsninger til hele Forsvaret – både når det drejer sig om nationale og internationale operationer, samt øvelser i ind- og udland. Med andre ord sørger JMTO for, at logistikken fungerer. Både når der skal friske forsyninger og materiel ud til de danske soldater i et operationsområde i Mellemøsten, donationer skal transporteres til Ukraine, eller kampvogne skal til Tyskland på skydeøvelse.
JMTO løser også transportopgaver for rekvirenter uden for Forsvaret herunder for Kongehuset og allierede.
Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.

JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Flyvevåbnet og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.

JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben. Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej 30, Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=185266&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5896433

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet