Er du en stærk leder med strategisk udsyn og en solid baggrund indenfor civil skibsfart? Få en central rolle i et unikt dansk - tysk samarbejde med stor betydning for Forsvaret og NATO.
Om os
Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, re-deployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt. Joint Movement & Transportation Organization løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender Joint Movement & Transportation Organization enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.
OM ARK-PROJEKTET
På NATO-topmødet i Prag i 2002 blev der fremsat ønske om at gøre NATO mere mobil i en globaliseret verden. Et af områderne var strategisk søtransport, hvor medlemslandene blev opfordret til at øge deres kapacitet.
Danmark ønskede, som en søfartsnation, at vise vejen sammen med en række andre NATO-lande. Dette førte til chartring af et RORO-skib i 2003, og i 2004 blev yderligere et RORO-skib chartret.
I 2006 indgik Tyskland som partner i projektet, hvorefter der blev chartret yderligere 2 skibe. Samarbejdet med Tyskland er udvidet, således at det lige nu er chartret 6 skibe, samt tilgang til yderligere skibskapacitet. Skibene er primært til rådighed for NATO samt for danske og tyske nationale transportopgaver.
Om stillingen
Som Managing Director for ARK-projektet med ansvaret for en årlig omsætning på mere end 300 mio. kr., vil du i national sammenhæng referere til Chefen for Joint Movement and Transportation Organization og i relation til partnerskabet med tysk forsvar til den dansk/tyske bestyrelse. Du vil således skulle foretage en rapportering til dansk og tysk forsvar vedrørende alle forhold inden for dit ansvarsområde.
Du får ansvaret for den daglige drift af henholdsvis det danske og det tyske ARK kapacitetscenter, som kan omfatte mere end 6 chartrede RORO-skibe. Dette ansvar omfatter bl.a. også aftaler om og tilsyn med skibenes drift, vedligeholdelsesstandard samt at sørge for beskæftigelse af skibene med hhv. civile og militære opgaver, mens de opfylder fastsatte krav til strategiske varsler. Du følger udviklingen tæt både på det kommercielle maritime marked i almindelighed og RORO-segmentet i særdeleshed, samt følger den internationale politiske og militære situation med henblik på at kunne reagere hurtigt og effektivt på ændrede situationer.
Du bliver omdrejningspunkt for ARK-konceptets videreudvikling, som en integreret del af Forsvarets kapacitet på transportområdet, ligesom du skal yde maritim rådgivning for det danske forsvar inden for områder, som relaterer sig til den civile skibsfart, herunder bl.a. chartring af anden situationsbestemt skibskapacitet efter behov. Du vil herudover være maritim rådgiver for det tyske forsvar på forskellige skibsrelaterede forhold.
Skibene bliver til daglig administreret i Joint Movement and Transportation Organization i Karup, hvor ARK-projektet er forankret, og hvor du er daglig leder for nogle medarbejdere, som også arbejder direkte for ARK-projektet.
Om dig
Du er uddannet som skibsfører eller har en lignende maritim baggrund, som giver dig den nødvendige faglige fundering til også at kunne virke som Port Captain. Dit skibsfaglige niveau er veldokumenteret og særligt i forhold til skibsteknik samt lastning og losning. Du er i stand til at vurdere havnes egnethed for anløb af et RORO-skib og kan rådgive skibsføreren herom. Du har dokumenterede færdigheder med forhandling og er helt fortrolig med tilretning og indgåelse af certepartier til løsning af specifikke opgaver, og de nødvendige processer i gennemførelsen af rejser, herunder diplomatiske tilladelser, krigsforsikringer, farligt gods osv.
Du har et godt kendskab til forsikring af skibe og deres last.
Vi forventer, at du hurtigt bliver opdateret med Forsvarsministeriets/Forsvarets krav til revision, og at du har indsigt i bestemmelserne i dansk og EU tilbuds- og udbudslovgivning.
Det er et krav, at du befinder dig hjemmevant i engelsk på et fagligt højt forhandlingsniveau både skriftlig og mundtligt, ligesom vi ser det som en fordel, hvis du taler tysk. Det er endvidere ønskeligt, at du har kendskab til SAP/R3, men nødvendig oplæring i IT-systemer vil finde sted.
Du har den fornødne økonomiske indsigt og købmandsmæssige evner, som stillingen fordrer.
Du er først og fremmest forretningsmæssigt orienteret og en dygtig købmand, og forstår at tænke og handle både taktisk og strategisk med en god forståelse for politiske beslutningsprocesser. Du er i stand til at skabe og vedligeholde maritime kontakter og arbejde målrettet med en helhedsorienteret tilgang til opgaveløsningen. Det falder dig naturligt med en venlig, pragmatisk og tillidsfuld fremtræden i alt, hvad du beskæftiger dig med og er ansvarlig for – ligesom overblik og håndtering af et stort økonomisk ansvar også er en af dine styrker.
Det er afgørende for os, at du har et tæt og tillidsfuldt forhold til dit netværk og relationer på den civile side til de forskellige samarbejdspartnere såsom rederierne, mæglere m.v. Herudover er det vigtigt, at du har eller kan erhverve en grundig indsigt i, hvordan den militære logistik fungere, idet Joint Movement & Transportation Organization er ansvarlig for al søtransport i Forsvaret.
Du er yderst fleksibel i forhold til daglige arbejdstider, samtidig må du påregne noget rejseaktivitet, hvilket indledningsvis vil være 20-30 dage årligt, indtil der er etableret et robust netværk.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på individuel kontrakt, og lønnen forhandles individuel efter kvalifikationer.
Arbejdsstedet er i Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Bo T. Nielsen på telefon 4173 2505.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.
Ansøgningsfristen er den 3. september 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. november eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Joint Movement & Transportation Organization
Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, redeployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt. JMTO løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.
JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Operativ Støttekommando og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.
JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben. Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Karup, Herningvej 30-, 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/771a8f8f-52d7-4f18-9fff-6ef9f49e5516