Værkmester til Joint Movement & Transportation Organization Movcon
Vi mangler en struktureret, initiativrig og servicemindet kollega, der kan tilsikre, at Movement Control (MOVCON) til stadighed er mobil.
Som leder af Garageelementet ved Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) er du ansvarlig for koordination af drift, vedligehold og reparation af vores mange forskellige køretøjer.
Hvis du har lyst til at gøre en forskel i en operativ enhed, der løser skarpe opgaver hver dag, så kan det være dig, vi søger!
Om os
Movement Control (MOVCON) er en operativ enhed under Joint Movement & Transportation Organization (JMTO), der hører til på Flyvestation Karup. Vi planlægger og udfører Forsvarets strategiske transport til og fra internationale operationer, samt øvelser i ind- og udland.
Vi rådgiver enheder fra hele Forsvaret i pakning af gods og brugen af transportdokumenter, så transporterne gennemføres efter planen. Vi opretter og opererer ligeledes transportterminaler i havne, lufthavne og på jernbanestationer i hele Rigsfællesskabet og over hele verden.
Vores opgaver er aktuelle og meningsfulde og fører os rundt i hele verden i et stærkt fællesskab med vores kolleger. Trivsel står højt på dagsordenen og vi har jævnligt aktiviteter, der styrker samarbejdet, korpsånden og den faglige udvikling. Derudover vægter vi fleksibilitet for den enkelte medarbejder og familielivet højt.
Vi står overfor en udvidelse af MOVCON, hvorfor der i den nærmeste tid vil være fokus på at udvikle Garageelementet og køretøjspuljen.
Om stillingen
Du skal tilsikre, at vognparken til stadighed kan understøtte vores operative indsættelser og almindelige daglige drift.
Derudover har du ansvaret for tilrettelæggelse af arbejdsopgaver og udviklingen af resten af garageelementet, der udgøres af et lille driftsteam.
Opgaverne omfatter blandt andet:
- Daglig leder af Garageelementet med tilhørende faciliteter og køretøjer
- Samtaleleder for øvrige medarbejdere i Garageelementet
- Efteruddanne vores personel på enhedens køretøjer
- Deltage i sagsbehandling omkring køretøjspuljen, herunder nyanskaffelser, normeringer, vedligeholdelsesplaner m.m.
- Garageelementets opgaver omfatter blandt andet:
- Koordinering af vedligeholdelse og reparation af vores køretøjer
- Månedlig afregning af anvendelse af køretøjer og brobizzer
- Sagsbehandling af fejlmeldinger, uheldsrapporter m.m.
- Udlån - herunder kontrol af køretøjerne før og efter udlån
Med reference til næstkommanderende i MOVCON får du et selvstændigt ansvar for at lede, styre og udvikle virksomheden ved Garageelementet samt driften af køretøjspuljen i MOVCON. Stillingen giver stor medindflydelse på MOVCON’s retning og udvikling, ligesom du får en central rolle i udviklingen af Forsvarets strategiske logistiske køretøjsløsninger. Der er samtidig gode muligheder for både faglig udvikling og videreuddannelse. Du bliver en del af et stærkt kollegialt fællesskab med gode kollegaer, et fladt hierarki og en uhøjtidelig tone på tværs af organisationen. Samtidig prioriteres en god balance mellem arbejdsliv og privatliv højt.
Om dig
- Du har erfaring fra tilsvarende arbejdsopgaver
- Du har teknisk og menneskelig flair
- Du kan lide at arbejde med køretøjer, trailere og containere, samt uddanne personel på hjulkøretøjer inden for alle kategorier
- Du kan holde hovedet koldt i pressede situationer
- Du har kendskab til SAP
- Du har kørekort i kategorierne: B-C-D-CE.
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under Forsvarsministeriets myndighedsområde inden for Centralforeningen for Stampersonels forhandlingsområde (tidligere Forsvarets Civil-Etat).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Næstkommanderende Sara Tindpå telefon 4173 2561 eller mail: JMTO-M-NK@fiin.dk
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492.
Ansøgningsfristen er den 15. juni 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM JOINT MOVEMENT AND TRANSPORTATION ORGANISATION
Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, redeployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt. JMTO løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.
JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Flyvevåbnet og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.
JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben. Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Karup, Herningvej 30-, 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/941ca042-a01b-4642-bd9f-8bf4898fe283