Bliv sektionschef for digital backbone inden for fremtidens forsvarsteknologi

dato

Slå til nu, og vær med til at sikre fremdrift i etablering af fremtidens datacentriske forsvar – et unikt greenfield IT-miljø!

Om os

Forsvaret og NATO står overfor en tidskritisk og omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Det koncernfælles Program for Digital og Operativ Transformation bygger derfor fremtidens digitale og datacentriske forsvar i tæt samarbejde med Forsvarets operative enheder.

Du bliver en del af Digital Backbone afdelingen, der står for den konkrete etablering af Forsvarets nye IT-platform. Afdelingen skal sikre helhedsorienteret udvikling, governance, standardisering, styring og automatisering af den Digitale Backbone, så platformen er sammenhængende, sikker, interoperabel og skalerbar. Det er et IT-miljø, der er unikt i størrelse, opgave og karakteristika.

Om stillingen

Vi søger en erfaren og visionær sektionschef med høj faglighed og solid ledelseserfaring og mod på en afgørende rolle i etablering af vores nye Digital Backbone. Sektionen er under opbygning og skal designe, implementere og drive en standardiseret overvågningsplatform til understøttelse af den skalerbare Digital Backbone.

Du får et tæt samarbejde med programmets kapacitetsansvarlige i forhold til anskaffelse og initialdrift samt med afdelingens datacenter- og netværksansvarlige i forhold til indledningsvis- og endelig operativ kapabilitet. Derudover får du også et tæt samarbejde med projektledere fra Forsvaret og civile leverandører om alt fra projektdefinitioner til drift, vedligeholdelse og optimering.

Du skal planlægge, tilrettelægge, gennemføre og evaluere alle aspekter af etableringen af overvågningsplatformen og tilhørende værktøjer, med særlig fokus på sikkerhed og initial drift med henblik på at understøtte en proaktiv automatiseret tilgang til den samlede drift og overvågning.

Du får indsigt i ledelse og styring af komplicerede og komplekse opgaver, hvor du skal bringe alle dine tekniske, IT-faglige og ledelsesmæssige kompetencer i spil indenfor et område med stort politisk og operativ bevågenhed. Du kommer til at arbejde med den nyeste teknologi i krydsfeltet mellem det militærteknologiske og det militæroperative område på en moderne IT-arbejdsplads.

Vi garanterer en varieret hverdag i et miljø med start-up ånd, hvor et stort ansvar går hånd i hånd med stor indflydelse. Du får mulighed for fleksible arbejdstider, personlig og faglig kompetenceudvikling, arbejdsgiverbetalt pensionsordning og betalt frokost.

Du skal forvente jævnlig rejseaktivitet til alle vores lokationer, og kørekort (kat. B) er derfor et krav.

Om dig

Din baggrund kan være mangeartet, men vi forventer, at du har solid viden om overvågning, sikkerhed og compliance i rammen af store netværk. Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse indenfor et relevant område. Alternativt har du en lidt kortere uddannelse, men kan dokumentere kompetencer og resultater fra flere års erfaring indenfor tilsvarende områder og i en tilsvarende kontekst.

Du har erfaring i forhold til opgaver og karakteristika i en vis skala fra miljøer med høj grad af isolation og høje krav til compliance, governance, dokumentation og kontrol. Du kan – i store organisationer og i forhold til store projekter og programmer – balancere relationer og resultater såvel som udvikling og stabilitet i en politisk styret organisation med opgaven i centrum.

Uanset baggrund forventer vi, at du har betydelig ledelseserfaring, der er relevant for din opgave såvel som for afdelingen og programmet. Du kan omsætte strategier og målsætninger til aktioner og resultater til tiden indenfor de rådige ressourcer. Du trives med et stort ansvar, og er vedholdende i forhold til eksekvering i samarbejde med mange interne og eksterne parter.

Vi vægter faglighed, ledelseserfaring og resultater højt, men er især interesseret i dine personlige kompetencer; Du er autentisk, kan motivere og skabe følgeskab samt kommunikere klart i skrift og tale med alle niveauer i og uden for egen organisation. Du kan både sætte retning og sikre, at vi eksekverer indenfor dit område såvel som ved afdelingen og i programmet.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er slået op civilt og militært.

Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit daglige arbejdssted er i Karup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingschef Jesper Roelsgaard på telefon 5333 0073.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Manthey Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er mandag d. 24. maj 2026, og samtaler forventes at holdes løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FMI

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej 30-, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/85a87e4c-7710-4826-8485-fe46735c8a43

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet