Vil du have en afgørende finger med i indsættelsen af alle Forsvarets enheder såvel som modtagelse af allierede forstærkningsstyrker? Er du en chef, som kan understøtte et stærkt samarbejde og bevare overblikket over en operativ stab med mange sideløbende opgaver? Så er du måske den rigtige til stillingen som næstkommanderende og stabschef ved JMTO.
Om os
Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, redeployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt.
JMTO er ansvarlig for planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af transporter inden for alle transportformer, til vands, til lands og i luften. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører. Transportopgaverne løses for kunder både indenfor og udenfor Forsvaret, herunder for allierede.
JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Operativ Støttekommando (OSK) og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.
Stillingen som næstkommanderende og stabschef for JMTO kan søges af officerer fra alle værn.
Vi sætter pris på ordentlighed, selvstændigt ansvar og samarbejde. Vi tilbyder bl.a. faglig og personlig udvikling, fleksibilitet og et godt arbejdsklima med gode kollegaer. ”Sammen er vi stærke” - vi er et godt team bestående af både civile og militære medarbejdere med en god balance i både køn og alder. Ligesom vi har forskellige baggrunde og erfaringer såvel militær som civile.
Staben i JMTO består af en kapacitetssektion, en planlægningssektion og en operationssektion. Endvidere består JMTO af en skibscharter sektion (ARK-projektet) samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben.
Om stillingen
Som chef for JMTO stab får du ansvaret for, at myndighedens aktiviteter gennemføres jf. de af chef for JMTO (CH JMTO) givne direktiver samt inden for de tildelte ressource- og forvaltningsrammer.
Du som stabschef får ansvar for, at CH JMTO visioner og politikker operationaliseres og indarbejdes i JMTO struktur og procedurer. Du er ligeledes ansvarlig for, at myndighedens interne og eksterne kommunikation understøtter fortællingen omkring JMTO som myndighed og JMTO opgaveløsning.
Du er forvaltningschef for myndigheden og er dermed overordnet ansvarlig for styring, planlægning og daglig drift af JMTO i henhold til chefens direktiver. Du støttes heri af partnerelementerne fra OE og J1/OSK.
Du er fast medlem af myndighedens ledelse og er stedfortræder for CH JMTO.
Du vil som stedfortræder for CH JMTO fungere som myndighedens næstkommanderende, hvor du har ansvaret for de tværgående processer, JMTO policy- og strategiproces samt koordinerer indsatsen i forhold til Movement Coordination Center Europe.
Om dig
Det forventes, at du gennem din karriere har opbygget et godt kendskab til Forsvarets operative opgaveløsning på tværs af værn og domæner, og det er en fordel, hvis du har erfaring fra operative stillinger særligt ved de operative enheder og/eller stabe på ANSV IV og NIV III.
Du er oberstløjtnant/kommandørkaptajn (M401) eller major/orlogskaptajn (M331) bedømt egnet til forfremmelse.
Der vil blive lagt vægt på, at du har gode samarbejds- og kommunikationsevner, og du evner at skabe gode relationer til såvel interne som eksterne samarbejdspartnere. Du er åben og udadvendt og kan begå dig i mange forskelligartede sammenhænge, i såvel ind- som udland.
Som stabschef forventes du at kunne se sammenhænge på tværs af organisationen såvel internt ved JMTO som ved OSK og Operationsstaben. Du har en stærk helhedsforståelse for samspillet mellem niveauerne i forsvaret (NIV 0-III), samt samspillet mellem operationer, logistik, movement & transportation og samarbejdspartnere. Stabschefen skal besidde det nødvendige overblik og forståelse for de større sammenhænge, og derved tilsikre JMTO’s fortsatte udvikling og levering af den operative effekt til resten af forsvaret.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten.
Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for at ansættelsen kan ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 37.
Ansøgningen skal stiles til Hans Majestæt Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Såfremt du er udpeget til deltagelse i en international operation, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode. Du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger kan erklæres fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Der er mulighed for fleksibilitet i tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder brug af hjemmearbejde efter nærmere aftale med nærmeste chef.
Samtaler afholdes i uge 33 eller 34.
Stillingen er ledig til besættelse 01. september 2026 eller snarest derefter.
Dit ”faste tjenestested” er Søgårdlejren.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef JMTO, oberst Allan Pedersen på tlf.: 52408701.
Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen HR-konsulent Melina Omercajic på tlf. 3266 5577.
Ansøgning sendes elektronisk via linket ”søg stillingen”.
Om JMTO
Joint Movement and Transportation Organisation (JMTO) har en central rolle i planlægning, koordinering og gennemførelse af militære transporter og deployeringer til støtte for Forsvarets operative opgaver – nationalt såvel som internationalt.
Organisationen understøtter Forsvarets enheder med strategisk og operativ movement & transportation, herunder personel-, materiel- og deployeringstransporter i tæt samarbejde med nationale myndigheder, NATO-allierede og internationale partnere.
JMTO bidrager til at sikre, at Forsvarets kapaciteter kan flyttes hurtigt, sikkert og effektivt dér, hvor de skal anvendes. Opgaverne spænder fra speditør- og terminalvirksomhed, logistisk planlægning og koordinering til udvikling af procedurer, samarbejder og kapaciteter, som understøtter Forsvarets samlede operative beredskab.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Operativ Støttekommando, Herningvej, 7470 Karup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-07-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8f5d423b-aee8-421a-8cd6-c732858445fd