Bliv leder for droneteamet i Flyvevåbnet og implementer langtrækkende dronekapacitet for NATO

dato

Vil du som sektionschef i Flyverkommandoens Transportflyafdeling være med til at implementere Flyvevåbnets nye langtrækkende dronekapacitet?

Den langtrækkende dronekapacitet implementeres som én af de første nye kapaciteter i Forsvarsforliget, og vil indgå bredt i støtten til NATO’s styrkemål – herunder eksempelvis yde støtte til overvågning i Nordatlanten.
Er du en kompetent, innovativ og samvittighedsfuld chef, så bør du søge denne stilling!

Om os

Vi er Transportflyafdelingen, der hører under Kapacitetsdivisionen i Flyverkommandoen.

Transportflyafdelingen består af pt. af fire medarbejdere, der er ansvarlige for opstilling af transport-, inspektions- og støttefly, herunder udarbejdelse af militære muligheder og militærfaglig anbefaling for afdelingens kapaciteter.
Afdelingen udvides nu med tre medarbejdere til den nye langtrækkende dronekapacitet.

Transportflyafdelingen er ansvarlig for opstilling af kapaciteterne C-130J Hercules, CL-604 Challenger og de langtrækkende droner, der implementeres over de kommende år. Afdelingen varetager således udarbejdelsen af kapaciteternes dimensioneringsgrundlag, bidrager til det operationelle træningsprogram, og varetager den kapacitetsspecifikke sagsbehandling af bestemmelseskomplekset.

Afdelingen indgår endvidere i Udvikling- og Planlægningsstabens udviklingsarbejde for kapaciteterne, ligesom sektionens medarbejdere indgår i fora, hvor viden om transportfly, inspektionsfly og droner er påkrævet.

Afdelingen består af en flok erfarne medarbejdere, der i fællesskab gennem tværfaglig sparring finder løsninger, som søger at balancere indsættelse og udvikling så kapaciteterne vedvarende kan levere den efterspurgte effekt.
Vi ser frem til at supplere afdelingen med både en ny sektionschef samt to sagsbehandlere på hhv. kaptajns- og seniorsergentniveau til varetagelse af dronekapaciteten.

Om stillingen

Kapaciteten opbygges indledningsvist med en dronesektion i Transportflyafdelingen, der på styringsniveau II bliver ansvarlig for implementering af en helt ny droneeskadrille, der placeres under Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg.

Som chef for Dronesektionen i Transportflyafdelingen vil hovedopgaven være implementering af kapaciteten. Du vil i den forbindelse få ansvaret for at opstille krav til diverse uddannelser, rekruttering, fastlæggelse af endelig organisation og certificering forud for tilmelding af kapaciteten til NATO. Du vil få ledelsesansvaret for en sektion med tre medarbejdere og endvidere fungere som souschef for afdelingschefen.

Det forventes, at du samvittighedsfulgt tager hånd om dine medarbejdere, og skaber forudsætning for andres opgaveløsning til gavn for sektionen og hele afdelingen.

Du vil have ansvaret for sektionens sagsområder, og du skal være forberedt på at løse opgaver med kort varsel. I den sammenhæng forventes det, at du fagligt og analytisk kan nedbryde komplekse udfordringer til håndterbare problemstillinger dine medarbejdere gennem konkret opgaveanvisning kan løse.
Der stilles derfor krav til, at du i høj grad selv kan tilrettelægge opgaveløsningen, og at du udviser initiativ med hensyn til koordination og formidling af information, både internt i organisationen og eksternt til samarbejdspartnere.

Du vil i dit chefvirke skulle bidrage til implementering, udvikling og drift af afdelingen, herunder budgetlægning, planlægning og gennemførelse af seminarer samt styring af arbejdstid mv.
I de første par år i implementeringsfasen kan der forventes rejseaktivitet – både individuelt og sammen med sektionens øvrige medarbejdere.

Om dig

Du er uddannet pilot og major i Flyvevåbnet og har gennemført Videreuddannelse for Ledere Trin II (VUT II/L) stabskursus, Master i Militære Studier (MMS) eller anden relevant uddannelse på masterniveau, evt. suppleret med relevante moduler fra Master i Militære Studier.
Såfremt du er en erfaren kaptajn med stærke ledelsesmæssige kompetencer, kan du også komme i betragtning til stillingen, såfremt du er optaget på MMS. I så fald vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

For at løfte organisationens samlede opgaveportefølje er det vigtigt, at du kan og vil arbejde i et tæt koordineret team, der håndterer mange opgaver med korte deadlines, som samtidig skal indeholde den analytiske dybde og bevare helhedsperspektivet.

Du er målrettet og struktureret i din opgaveløsning, besidder analytisk skarphed og er udviklingsorienteret. Analyse og helhedssyn skal ligge bag dine beslutninger, som kommunikeres tydeligt og derved skaber gode rammer og arbejdsvilkår i en dynamisk hverdag. Hertil er dine evner og vilje til at samarbejde, planlægge, koordinere og hjælpe dine kolleger centrale.

Du bidrager positivt og med godt humør til den samlede opgaveløsning, og du er tryg ved, at du gennem oplyst prioritering har ansvaret for opgaver, hvor dine handlinger og beslutninger har effekt såvel som afledte konsekvenser.

Hvis du finder stillingen interessant og kan se dig selv udvikles i ovenstående rammer, har du her en unik mulighed for at blive en vigtig del af et professionelt og dedikeret luftmilitært team, der støtter og løfter i flok.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Nørgaard Bonfils på telefon 728 40303.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Helle Elgaard Peterslund, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 728 19104.

Ansøgningsfristen er den 24. november 2024 og samtaler afholdes løbende.

Stillingen er ledig til besættelse den 1. januar 2025.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej , Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-11-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6143305

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet