Bliv karrierevejleder i forsvarets HR-partnersektion og skab synlige karriereveje for søværnet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at udvikle og skabe synlige karriereveje i Forsvaret? Kan du se dig selv støtte og vejlede dine kollegaer i deres karrierevalg, og ligger det naturligt for dig at opbygge gode relationer, samtidig med at du holder struktur og finder løsninger i en kompleks hverdag? Så er det måske netop dig, vi leder efter.

Om os


Som en af vores nye karrierevejledere bliver du en del af HR-partnersektionen ved Søværnet, hvor vi i den nuværende organisering støtter ledelsen ved alle Søværnets operative myndigheder med rådgivning inden for det samlede HR-område. Vi er en del af Forsvarsministeriets Personalestyrelse og støtter den lokale chef med effektiv og professionel rådgivning, sparring, planlægning og gennemførelse af projekter og udvikling inden for HR-området. Med dig om bord tager vi HR-arbejdet et skridt videre ved at sætte fokus på dialogbaserede karriereplaner og langsigtede karriereforløb, som kommer både den enkelte medarbejder, myndighed, værn og koncern til gode.

Vi er til stede lokalt hos Søværnets enheder i Frederikshavn, Korsør og Karup, hvor vi samarbejder tæt med ledelsen og med vores faglige bagland, Forsvarsministeriets Personalestyrelse i Ballerup. Du er en del af en sektion, som består af en sektionschef og seks HR-partnerkollegaer fordelt på vores tre lokaliteter.

Selvom vi er geografisk spredt, så stiller vi altid vores enorme HR-faglige viden til rådighed for hinanden, og vi taler sammen på daglig basis. Kendetegnet for sektionen er, at vi respekterer hinandens forskelligheder og indsigter, vi spiller hinanden gode og har en god og uformel tone. Derudover prioriterer vi kompetenceudvikling og arbejder løsningsorienteret.


Om stillingen


Som karrierevejleder er du en central del af det nye bemandingssystem, og du går forrest i arbejdet med at forme, afslutte og implementere dialogbaserede karriereplaner på tværs af myndigheden og i hele Søværnet.

Sammen med de øvrige karrierevejledere vil dit fokus indledningsvis være at bidrage til kortlægningen af stillinger og synliggørelse af karriereveje i den lokale myndighed samt særligt på tværs af Søværnet. Du er herved med til at lægge de byggesten, som medarbejderne skal inspireres af, og som du og cheferne senere skal være med til at karrierevejlede på basis af.

I forlængelse af ovenstående vejleder og uddanner du chefer, ledere og medarbejdere i dialogbaserede karriereplaner. Du støtter ledere og chefer i at guide medarbejdere om deres karriereveje og -muligheder. Du gennemfører karrierevejledning af både militære og civile medarbejdere, således at deres færdigheder, aspirationer og mål matches med Forsvarets behov. Du har derfor en bred kontaktflade på alle niveauer.

Du udfører både udviklingsopgaver, hvor du er i en fremtrædende og faciliterende rolle, mens du i andre tilfælde arbejder mere tilbagetrukket, hvor du støtter ledelsen i enkeltsager. Gennem analyse og et tæt samarbejde med den enkelte myndighed, planlægger og tilpasser du lokale opgaver.



Eksempler på nogen af dine kommende arbejdsopgaver:

- At planlægge og facilitere bemandingsmøder i koordination med de respektive HR-enheder. Du er den faglige garant for, at vejledningen og bemandingsprocessen foregår inden for gældende forvaltningspraksis.

- At bidrage til planlægning, tilrettelæggelse og gennemførsel af fysiske og virtuelle karrieredage i samarbejde med myndigheden.

- At forestå indsamling af data, analyse og rapportering.

- At bidrage til talent management i samarbejde med HR-partnerne og i koordination med de respektive HR-enheder.

- At bidrage til udarbejdelse af karriereskitser for medarbejdere samt journalisering og håndtering heraf.

Dit faste arbejdssted er i Karup med mulighed for hjemmearbejdsdage, når det giver mening for opgaven, dig og sektionen som helhed.


Om dig


Du har formentlig et par års erfaring med HR og udviklingsopgaver samt enten en længere videregående akademisk uddannelse, kontoruddannelse eller anden relevant uddannelsesbaggrund.

Du har gerne erfaring med kompetence- og karriereudvikling, f.eks. fra en større virksomhed, en faglig organisation eller et jobcenter, men dette er ikke et krav. Du kan også være den tidligere eller pensionerede militære medarbejder som er motiveret for at vende tilbage til Forsvaret og gøre en forskel. Kendskab til Forsvarets organisation vil være en fordel.

Da stillingen i høj grad rummer både driftsopgaver og udviklingsarbejde, er det vigtigt, at du trives i et omskifteligt miljø, hvor der vil være en stor vekselvirkning mellem selvstændigt arbejde såvel som samarbejde på tværs i teamet og ud mod organisationen.

Herudover drømmer vi om, at du:
• Er god til at opbygge og vedligeholde relationer.
• I kraft af din personlighed og faglighed har fokus på samarbejdsrelationer.
• Er nysgerrig og udviklingsorienteret inden for HR og vejledning.
• Har erfaring med projektledelse eller facilitering og koordinering.
• Har strategisk forståelse og kan kombinere analyse, struktur og kommunikation i en praksisnær ramme.
• Er en god formidler og kommunikator, både skriftligt og mundtligt.

Forsvarets organisation er på mange måder en kompleks størrelse, og vi sørger naturligvis for, at du bliver klædt ordentligt på til at varetage funktionen bl.a. vha. et struktureret onboarding- og uddannelsesforløb.

Endvidere får du tilknyttet en mentor ved ansættelsesstart, der støtter dig under hele oplæringsforløbet. Din vilje og evne til at sætte dig ind i vores organisation samt målgruppens kultur, ønsker og kompetencer er dog afgørende for, hvorvidt du vil lykkes i stillingen. Vi ønsker at tilpasse opgaverne til dine kvalifikationer.


Ansættelsesvilkår


Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inkl. en attraktiv pensionsordning, løbende kompetenceudvikling og gode muligheder for efteruddannelse.

Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a.
kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen og hverdagen, er du meget velkommen til at kontakte en af dine kommende kollegaer:
- Søren Olesen på mail FPS-SCO@mil.dk
- Henrik Hornbæk på mail FPS-HHO@mil.dk
- Sofie Johnsen på mail FPS-SGJ@mil.dk

Har du brug for at tale med sektionschefen, kan Morten Hvidberg kontaktes på mail
FPS-MOH@mil.dk eller telefonisk på 51680265.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Jeanne Dederding ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse telefonisk på 32665739 eller på mail FPS-JDE@mil.dk.

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via knappen ”søg jobbet/ansøg”.

Ansøgningsfrist er d. 3. november 2024, og samtaler forventes afholdt løbende frem til uge 47. Stillingen er til besættelse 15. januar 2025 eller hurtigst muligt derefter.

Vi håber, at stillingen har fanget din interesse. Hvis du vælger at søge stillingen, vil vi bede dig overveje, om vi må dele dine ansøgerdata med relevante chef(er) i Forsvaret, der måtte have lignende stillinger, du måske endnu ikke har opdaget eller endnu ikke er kommet i opslag. Det vil ikke få indflydelse på, hvorvidt du er i spil til denne stilling, men det vil potentielt give dig mulighed for at komme i spil til flere stillinger, der er inden for dit fagområde. Du kan til enhver en tid trække dit samtykke tilbage. Ønsker du, at vi må dele dine ansøgerdata med relevante rekrutterende chefer, der måtte have lignende stillinger, bedes du blot anføre det øverst i dit CV.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej , Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6131250

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet