Er du uddannet elektronikfagtekniker, B2 Flymekaniker eller tilsvarende? Vil du give den gas med vedligeholdelse af helikoptere i Forsvaret?
Hvis du kan svare ja på dette, så læs videre her, da vi søger dygtige kollegaer i B2 Flight.
Om os
B2 Flight har hjemme på Flyvestation Karup og er en del af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste. Vi har ansvaret for el og avionic (aviation electronic) vedligeholdelse på alle Forsvarets helikoptere, og støtter med dette både nationalt og internationalt. Det vil sige, at vi blandt andet er med til at sørge for, at det nationale eftersøgnings og redningsberedskab kan fungere, samt at der kan komme helikoptere med ombord på Søværnets skibe.
Vi er et stort værksted bestående af ca. 50 personer på nuværende tidspunkt, og vi forventer at blive endnu flere på sigt. Hver medarbejder er specialiseret på en af helikoptertyperne eller uddannet i vores workshop inden for komponentvedligehold.
B2 Flight lægger vægt på effektiv opgaveløsning, hvor vi samtidig har medarbejderen for øje. Således prioriteres alles udvikling og dygtiggørelse – både personligt og fagligt.
Flighten består af en bred ledelse, hvilket gør, at medarbejderen altid har nogen at gå til. Vi er overordnet set delt op i et maritimt MH60R (Seahawk) område og et landbaseret EH101/AS550 område.
Udover at udføre vedligehold, uddanner vi også egne lærlinge samt A3 mekanikere. Dette betyder, at vi har folk i alle aldre og på forskelligt erfaringsniveau. Det bringer nye perspektiver og gør at vi er gode til at evaluere den måde, vi arbejder på.
Vi kan tilbyde dig forskellige muligheder alt efter temperament. Vores værksteder har forskellige aktivitetsniveauer, hvilket vil sige, at der både er gode muligheder, hvis du vil ud i verden, men samtidigt er der lige så gode muligheder, hvis du foretrækker en mere almindelig hverdag. Hvis dine behov skulle ændre sig, vil der derfor også være mulighed for at skifte på et senere tidspunkt.
Om stillingen
Du indgår i et vedligeholdelsesteam på et af vores værksteder og kan for eksempel forvente at arbejde med navigations-, autopilot, og kommunikationssystemer. Der er selvfølgelig mange flere arbejdsområder, hvor du blandt andet også kan forvente at arbejde med generatorer og reparation af ledningsnet. Arbejdet bliver primært udført i form af eftersyn, fejlfinding, moduludskiftning og systemafprøvning.
Du vil have fast tjenestested på Flyvestation Karup, men skal forvente enkelte dage med rejseaktivitet uanset hvilket område, du ønsker at arbejde med. Det kan blandt andet være i forbindelse med kursusaktivitet eller faglige dage på tværs af Flighten.
Det forventes at du kan deltage i internationale missioner. Gennem de seneste år har værkstedet været repræsenteret i blandt andet Mali, Irak og det Røde Hav.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet som elektronikfagtekniker, B2 Flymekaniker eller tilsvarende.
Der er som udgangspunkt tale om en militær stilling på konstabelniveau. Hvis du ikke har taget en værnepligt, vil du forud for endelig tiltrædelse ved Flighten blive nødt til at tage en FBU (Flyvevåbnets Basisuddannelse) i Karup.
Du er samarbejdsvillig, fleksibel, initiativrig og kvalitetsbevidst. Du forstår vigtigheden af at følge proceduren og er grunding i udførelsen af dine opgaver.
Du kan begå dig på dansk og engelsk i tekst og tale samt har god PC-kendskab.
Hvis du har forudgående erfaring med SAP, vil dette være fordelagtigt, men det er ikke et krav.
Det er ønskeligt, at du har kørekort til kat. B.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Flight Commander Thomas Andersen på 29 65 32 98 eller mail FVT-V-AKB01@MIL.DK. Alternativt Deputy Flight Commander Peter Uberg på 24 44 73 70 eller mail FVT-V-AKB02@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent René Lund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 68 eller på mail FPS-RJL@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 27. december 2024 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter. Tiltrædelsesdato efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Vedligeholdelsesområde Karup, Herningvej , 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-12-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6144038