Har du lederevner, masser af drive og brænder du for planlægning, driftsledelse og tilfredse brugere?
Vil du være med til at levere professionel og engageret service? Så er du måske vores nye driftsleder administration.
Om os
Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder i hele landet, bl.a. fordelt på 28 etablissementspartnerelementer, der er fordelt på de største tjenestesteder i hele landet. Her håndteres alt fra brugerhenvendelser og indkøb til arrangementsstøtte og bygningsvedligehold.
Etablissementspartnerelement Karup består af ca. 80 dedikerede medarbejdere og vi leverer og udvikler de fysiske rammer for de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarskommandoen. Vi sikrer vand, varme og el, udfører bygningsvedligeholdelse og mindre reparationer, samt driftsopgaver på vore skyde- og øvelsesterræner, og meget, meget mere.
Tidligere har mange af disse opgaver været udført af en ekstern leverandør, men vi har hjemtaget flere af arbejdsopgaverne, for at understøtte hverdagen og det operative behov i Forsvaret langt bedre.
Nu, hvor Forsvaret er under hastig opbygning, har vi derfor brug for flere dygtige og engagerede medarbejdere, som har en god indstilling til service, og synes det er spændende at være med til at bygge en ny fremtid op.
Om stillingen
Vi er ca. 80 medarbejdere i Etablissementspartnerelement Karup, som du vil blive en del af her på Flyvestation Karup. Chefen har ansvaret for 4 fagområder med hver deres driftsleder i henholdsvis rengøring, administration, ejendomsservice og teknik. Du vil blive tilknyttet administrationen som driftsleder og vil være daglig leder for en medarbejdergruppe bestående af 10 administrative medarbejdere, der står for kontrolpunkt/servicedesk, økonomistyrring, indkøb af ydelser og varer, nøglehåndtering og alt der i mellem.
Du vil komme til at bidrage til den daglige drift af Danmarks største militære anlæg. Dine opgaver omfatter bl.a. at være samtaleleder for din medarbejdergruppe, koordinering af opgaver inden for administrationens fagområde, økonomi og agere som primær disponent for hele Partnerelement Karup på indkøb af ydelser og varer fra vores leverandører. Stillingen er nyoprettet og du vil derfor få stor indflydelse på den fremtidige sagsbehandling i administrationen. Forsvaret er under stor udvikling og det sætter krav til vores effektivitet på indkøbsområdet. Dette indebærer, at du på sigt skal danne en ny struktur for administrationen for at kunne imødegå de kommende års eskalering af forsvarets kapaciteter.
Du kommer til at indgå i ledergruppen bestående af 4 driftsledere og chefen. Der vil ske en tæt koordinering og samarbejde mellem faggrupperne, samtidigt med at du skal kunne påtage dig ansvaret for dit eget fagområde.
Hos Partnerelement Karup er vi det lokale bindeled mellem forskellige aktører, hvorfor du kommer til at have en stor kontaktflade med alle myndigheder, civile som militære, eksterne leverandører samt kommunale og statslige samarbejdspartnere.
Om dig
Vi ser gerne, at du har en kontoruddannelse eller har opbygget solid erfaring inden for offentlig sagsbehandling. Du kender til indkøbsprocesserne i forsvaret eller kan hurtigt forstå og navigere i dem. Du har erfaring inden for ledelse og skal kunne påtage dig rollen som leder. Det forventes du er tryg i rollen som samtaleleder og er klar i din kommunikation. Ledelse skal have din interesse og du ser på ledelse med nysgerrighed.
Du skal kunne trives i en dynamisk hverdag. Dagene er sjældent ens, hvilket giver en spændende hverdag med masser af forskelligt indhold. Det sætter også krav til, at du kan prioritere din tid, da opgaverne er mange og at du ser løsninger frem for forhindringer.
Det er ønskeligt du har kendskab til Forsvaret, men det er ikke et krav. Du formulerer dig godt på dansk og engelsk, både på skrift og tale og har nemt ved at omgås andre mennesker.
Som person er du en god leder og kollega, som kan indgå i en uformel omgangstone, kommunikere med alle slags mennesker og bidrager til fællesskabet.
Du skal være indstillet på, at vi er en organisationen i forandring, hvorfor der vil være forhold, der skal afklares løbende og det vil være nødvendigt at udvise fleksibilitet og omstillingsparathed i opstartsperioden. Du får derfor også mulighed for at du kan sætte dit eget præg på stillingen.
Du skal være i besiddelse af gyldigt kørekort til kategori B.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer inkl. frokostpause. Ansættelse snarest muligt efter 1. september.
Du vil få fast arbejdssted på Flyvestation Karup, Herningvej 30, 7470 Karup J.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte driftsleder Simon Kjær Carlson efter uge 31 på telefon 2467 6675 eller afdelingsleder Carl-Johan Aarestrup på telefon 4121 7400.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 24. august 2025. Vi forventer at holde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen
Etablissement- og Terrænkommandoen støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi er ansvarlig for at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Vores ansvarsområde omfatter nybyggeri, vedligehold og Facility management i form af bl.a. rengøring, kantine og arealpleje. Desuden varetager vi miljø- og energiopgaver og naturpleje af Forsvarets terræner.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Viborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Karup, Herningvej, Kølvrå, 7470 Karup J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/345a215b-d08a-4165-9906-5829d823a903