Administrativ medarbejder til Forsvarets Flytekniske Uddannelseseskadrille 562

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at administrere, planlægge, tilrettelægge og styre flyteknisk grunduddannelse og op imod 70 andre tekniske kurser, herunder alle tekniske helikopterkurser i Forsvaret? Vil du bidrage til at sikre en smidig hverdag for ledelse, medarbejdere og elever? Så har Forsvarets Flytekniske Uddannelseseskadrille brug for dig.

Om os

Vores uddannelseseskadrille gennemfører flyteknisk grunduddannelse, alle typeuddannelser på helikoptere og T17, samt andre flytekniske kurser og uddannelser. Tilsammen har vi en portefølje på mere end 70 forskellige kurser. Alle uddannelser skal leve op til krav fra EASA, DKMAR, MATINS eller lignende, afhængigt af det tekniske behov og niveau.

Vi er en uddannelseseskadrille med 40 faste medarbejdere. Vi sætter en ære i at uddanne og udvikle vores kursister til et solidt vidensniveau. Vi tilsikrer, at vores uddannelser er tidssvarende, samt på et højt fagligt og pædagogisk niveau. Vi har en uformel omgangstone, hvor der er plads til humor og personlighed. Vi søger hele tiden at tilpasse sig efterspørgsel og den generelle udvikling. Derfor er eskadrillen et meget spændende sted, som hele tiden er i en forandring og med et blik imod fremtiden.


Om stillingen

Du bliver vores nye administrative medarbejder i en afdeling bestående af 3 uddannelsesassistenter. Det primære fokus vil være at supportere kursusaktivitet samt kvalitetsmæssige områder, der understøtter den samlede produktion af uddannelser og kurser.

Derudover vil du være med til at varetage den daglige administration i enheden. Stillingen er et knudepunkt, som i samarbejde med eskadrillens ledelse, skal sikre en smidig hverdag, gennem god forudseenhed, planlægning og eksekvering.

Eksempler på øvrige opgaver er understøttelse af kursusledere, kvalitets- og eksaminationssystem, dokumentopbevaring, bestilling af materialer, koordination med logistikelement, koordination med Koncernfælles Kursusadministration, praktisk forberedelse og afvikling i forbindelse med mødeaktivitet med mere.

Du skal desuden bidrage til vores Vedligeholdelsesafdeling Lufts samlede opgaveportefølje, ved at udvise rettidig omhu, samt fleksibilitet i forhold til resten af organisationens behov.

Du får nødvendig efteruddannelse, samt gode muligheder for personlig udvikling i samarbejde med eskadrillens nærmeste leder. Din arbejdstid er 37 timer om ugen, og der vil være plads til at arrangere enkelte hjemmearbejdsdage.


Om dig

Vi forventer at du har en kontoruddannelse med speciale i offentlig administration eller anden relevant uddannelse.

For at få succes i stillingen, har/er du
• et stort planlægningsgen og er i stand til at omsætte intentioner til praksis
• en grundig opgaveløsning og er konsekvent i dine beslutninger
• en systematisk, logisk og struktureret tilgang til opgaver
• er nysgerrig efter at optimere og effektivisere eget og organisationens arbejde
• er en stærk holdspiller, som ser tingene gå op i en højere enhed til hele enhedens bedste
• har erfaring med Office pakken, MinUddannelse samt flair for IT
• har kurser eller erfaring med arbejde i kvalitetssystemer, men det er ikke et krav


Ansættelsesvilkår

Bemærk stillingen er slået op både civilt og militært.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte FVT-V-AFNK, næstkommanderende, KN Casper Løvenhardt Henriksen, på telefon 3071 26 70.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent June Bastholm på telefon 3266 5470.

Ansøgningsfristen er den 18. juli 2023. Samtaler forventes afholdt løbende. Stillingerne ønskes besat snarest muligt.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en forretningsafdeling og en driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel, så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalt planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Viborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flyvestation Karup, Herningvej 30, Kølvrå, 7470 Karup J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=184220&DepartmentId=18959&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5862130

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet