En 70-årig mand blev i dag dømt for medvirken til rufferi ved Retten i Viborg. Dommen lyder på tre måneders ubetinget fængsel.
Det var medvirken til rufferi, da en mand fra den nordlige del af Viborg Kommune sørgede for videoovervågning på fem adresser og fremlejede ejendommene til nogle ukendte personer, selvom han vidste, at de drev bordel via flere kvinder på adresserne. Det slog Retten i Viborg i dag, tirsdag den 13. januar 2026, fast.
Udlejningen er sket i forskellige perioder fra den 1. april 2017 og frem til den 15. maj 2024, og den 70-årige mand vurderes at have haft en indtægt ved udlejningen på en million kroner eller mere. Retten takserede straffen til tre måneders ubetinget fængsel.
"Når man udlejer til bagmænd, som det er sket her, så muliggør man jo, at der tjenes penge på andres prostitution. Med dagens fængselsdom signalerer retten klart, at man ikke bare kan udleje sin ejendom, lukke øjnene og være straffri. Det ér medvirken til rufferi, og det straffes hårdt", siger anklagerfuldmægtig Simon Fransgaard, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
De fem adresser ligger i Karup-, Tjele-, Sunds-, Skive- og Aalestrup-området.
Den 70-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.