Fra 1. til 4. oktober gennemfører Hjemmeværnet øvelse Blåtand, som er en af de største øvelser i nyere tid. Øvelsen foregår flere steder i Jylland, på Fyn og de tilhørende øer, og Viborg er blandt de byer, hvor Hjemmeværnet tager træningen ud i det offentlige rum.
Øvelsen er planlagt og der er ingen grund til bekymring, hvis du ser soldater eller militære køretøjer i Viborg by og omegn i perioden. Formålet med øvelsen er at styrke Hjemmeværnets evne til hurtigt at løse opgaver samt støtte samfundet, hvis Danmark rammes af en alvorlig krise.
Den 2. og 3. oktober får borgerne i Viborg mulighed for at opleve hjemmeværnssoldater på patrulje, se militære køretøjer og få indblik i øvelsesaktiviteterne. Fredag den 2. oktober mellem kl. 10 og 16 kan du møde hjemmeværnssoldater på Fischers Plads og få et større indblik i korpsets arbejde. Samme dag, fra kl. 13.30, øver Hjemmeværnet bevogtning foran Viborg Rådhus, og lørdag den 3. oktober fortsætter de med en bevogtningsøvelse samme sted.
På Rådhuspladsen vil der være opstillet et informationstelt, hvor hjemmeværnsfolk står klar til at besvare spørgsmål fra alle nysgerrige. Bemærk, at der vil være afspærring for køretøjer ved rådhuset, men det vil fortsat være muligt at parkere på rådhusets parkeringsplads og benytte dokumentboksen.
Du kan læse mere om øvelsen Blåtand på Hjemmeværnets hjemmeside: https://www.hjemmevaernet.dk/da/Arrangementer/2026/aktiveringsovelse-blatand/
Hjemmeværnet ønsker alle interesserede velkommen til at kigge forbi og få et indblik i deres arbejde under øvelsen i Viborg.
https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/hjemmevaernet-oever-sig-i-viborg/