Her er tre fede oplevelser i din region: Viborg og omegn

Profilbillede
dato

Hvis du skal holde sommerferie i Danmark i år og du bor i Midtjylland, så læs med her. Vi har samlet tre gode bud på gratis oplevelser i Viborg og omegn.  


1. Skovlegepladen ’Børnenes Hald’ 
Beliggende ved ’De Fem Hald’er’ tæt ved Hald Sø syd for Viborg, kan du udforske ’Børnenes Hald’– en naturlegeplads i naturskønne omgivelser.

Skovlegepladsen er indrettet med store, flotte legeredskaber og rummer blandt andet et borgtårn, et stort trævildsvin, en gynge og en middelalderlig kastemaskine. Alle legeredskaberne er lavet i træ. 

Du kan med fordel kombinere et besøg på naturlegepladsen med en vandretur i den skønne natur ved Dollerup Bakker. 

Du finder skovlegepladsen ’Børnenes Hald’ på Ravnsbjergvej 69, 8800 Viborg.
Vil du besøge naturlegepladsen og Dollerup Bakker, kan du finde et kort over området her. 

Kilde: VisitViborg


2. Kongenshus Mindepak 
25 kilometer sydvest for Viborg kan du udforske Kongenshus Mindepark – en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland.

Kongenshus Mindepark er et af landets største sammenhængende hedearealer og er et billede på, hvordan store dele af Jylland så ud for 200 år siden. Mindeparken er et af de mest særprægede naturområder i Danmark, og er et besøg værd ikke kun i den periode, hvor lyngen blomstrer, men hele året rundt. 

Er du glad for at vandre, kan du gå en af de afmærkede ruter, som er fra 2,5 – 15 kilometer lange. 

Hvis du gerne vil udforske heden med alle dens spændende steder og fortællinger, kan du hente en gratis guide til Kongenshus Mindepark her.

Mindeparken er åben hele året rundt og findes på Vestre Skivevej 142, 8800 Viborg. 

Kilde: VisitViborg


3. Natureventyr i Viborg og omegn
Tag med på et natureventyr i børnehøjde rundt i Viborg Kommunes skønne natur. 

Alt du skal gøre er at hente app’en ’Natureventyr’, som du gratis kan dowloade både til iOS og Android. I app’en finder du syv natureventyr skrevet unikt til områder i Viborg og omegn.

Eventyrene er målrettet børn i alderen tre til otte år og udspiler sig ved Borgvold omkring Hjarbæk, i skoven langs Gudenåen ved Kjællinghøl, ved Hald Hovedgård / Hald Ruin, i Undallslund, i Ødalen og i Viborg Naturpark – Vedsø. 

Fortællingerne tager dig med på syv forskellige ruter, der alle tager udgangspunkt i ting som børn og voksne kan se, høre og røre ved. 

De syv eventyr er skrevet med udgangspunkt i områdets lokalhistorie og dyreliv og er alle tilsat et strejf af fantasi i form af fx en overdådig ridderturnering ved Borgvold, hemmelige breve til kongen ved Hjarbæk, jætter og trolde i området omkring Kjællinghøl, en uhyggelig fangekælder på Hald, opfindelsen af flyvemaskinen ved Vedsø, trolddom og magi i Undallslund, samt den forsvundne kirke i Ødalen.

Du vil undervejs blive inddraget gennem spørgsmål og udfordringer, og kombinationen af fantasi, leg, bevægelse skulle efter sigende være en oplagt aktivitet for både børn og voksne.

Du kan hente app’en ’Natureventyr’ gratis her

Kilde: Viborg.dk